Bønnelabyrint i København. Hva' beha'r?!

Her i sommervarmen har jeg også bevæget mig ind i en slags digital labyrint: FaceBook. Det er altså en ægte labyrint med blindgyder, forhindringer og en vis fare for, at man ikke finder ud igen!

MEN der er også spændende ting derinde: jeg fandt en gruppe, Ecclesia 2.0, der planlægger en "bønnelabyrint" i København den 23. september 2008 kl. 17. Jeg går ud fra, at det er en slags city-pilgrimsvandring med en snørklet rute. Og ellers må jeg jo bare opdage, hvad det nærmere går ud på, når jeg kommer.

I invitationen til arrangementet står der "Du skal ikke andet end at møde op, og slynge din hverdag op i luften for én times tid, og derefter lade den falde tilbage, men måske på nye pladser." Jeg er med på spøgen!

The Labyrinth. Ritualisation as Strategic Practice in Postmodern Times

Nu skal det jo ikke være skæg og ballade altsammen. Her er et link til en afhandling, "The Labyrinth. Ritualisation as Strategic Practice in Postmodern Times"; altså nogle overvejelser om labyrintens mulige betydning i en postmoderne tidsalder.

En bearbejdet udgave af afhandlingen, "Labyrinth. Theory", kan læses i mindre bidder på en interessant engelsk webside.

Sansehaven i Fælledparken har også en labyrint

Fælledparken blev også et mål for en cykeludflugt i sommerferien, for der skulle efter sigende være en labyrint i Sansehaven. Den er der!

Sansehaven er - især - tænkt til handicappede, og for personer som os, der både har benenes og øjnenes fuld bruge var der ikke meget udfordring i labyrinten ("a maze" - eftersom man i princippet kunne fare vild), men til gengæld var der helt utroligt dejligt på mange andre måder. På en solskinsdag er alting bare lidt mere i orden!

Københavns Kommune har udgivet en folder om Sansehaven (pdf).

Find Sansehaven ved hjælp af Google Maps:

Vis stort kort

Labyrinten i Valbyparken

Hjemkommet fra konferencen omtalt i det foregående indlæg, gik jeg i gang med Google, og tænk sig! Der er en labyrint i "min baghave", i Valbyparken. Den måtte jeg straks checke ud.


Vis stort kort

Labyrinten er etableret i forbindelse med kulturåret 1996, er vist blevet shinet op en enkelt gang siden og - ærligt talt - trænger den til en kærlig hånd igen. Men den var der, og den virkede.

Den var lidt svær at finde - især når man som jeg har en virkeligt ringe stedsans (måske er det derfor labyrinten giver så god mening for mig: retningen er udstukket, og jeg kan ikke fare vild!) - men mellem cafeen og naturlegepladsen var den. Bag træer og buske, så den ikke kan ses fra vejen, men jeg vidste jo, at den skulle være der.


Det er en labyrint af samme type, som den jeg gik i i Finland. Her er den lavet af ægte sten, der er lagt i græsset, så de danner stierne.


Junior var tvangsindlagt til turen, og han endte faktisk med at synes, at det var helt sjovt. Han gik sågar forrest på vores første tur ind til midten. Til gengæld blev han træt af legen, og tog den korte vej ud: hen over stenene. Og så tog han sin cykel og tog turen på denne nye udfordrende måde.

Det er metafor altsammen! Livet er ikke altid så enkelt og smukt, som det kunne være. Børn har det med at "forstyrre". Men hvis man kan lade forstyrrelsen være og på samme tid passer sit eget og sit barn, så kan det blive helt godt. Vi havde i hvert fald nogle dejlige stunder!

Jeg tog tur nummer to med kameraet. 5 minutter ind; 5 minutter ud:

Københavns Kommune har udgivet en folder om Valbyparken, og her er labyrinten omtalt:

Trojaborgen. Denne danselabyrint blev anlagt i 1995. Den består af ca. 1500 granitsten lagt i et mønster, som er over 3000 år gammelt. Mønsteret danner en énvejslabyrint, der er kendt fra mange verdensdele. Turen ind til vendepunktet i midten er 268 m lang, og kan nås på flere måder f.eks. ved dans og sanglege. Det siges, at mange danselabyrinter rummer en skjult magi – måske gør Valbyparkens det også?

God fornøjelse!

Labyrinter. En ny verden. Eller rettere: en gammel verden!

For et par uger siden deltog jeg i en konference, og i en workshop fik jeg chancen for at gå i en labyrint.

I aulaen på et topmoderne universitet i Tampere, Finland blev et lærred på ca. 10 x 10 meter rullet ud; en forkølet ghettoblaster spillede noget stemningfuld musik, en dygtig vejleder - Di Williams - forklarede ganske kort, hvad det hele gik ud på og - vips! - var der skabt et "rum" af ro og fordybelse. Lige udenfor kantinen. Til venstre for trappen. Til højre for det store auditorium.

Hvem skulle have troet, at det skulle blive en stor oplevelse? Ikke noget mysti-fystisk. Ikke noget åndeligt hokus-pokus. Bare en super-rar oplevelse af for en kort stund at have et enkelt formål: at gå. Ind til midten og ud igen. (Se boksen til højre. Desværre kan vi ikke skelne mellem "maze" og "labyrinth" på dansk.)


Vejen var udstukket. Ingen beslutninger. Ingen prioriteringer. Ingen bekymringer. Bare gå i mit eget stilfærdige tempo. Tømme hjernen for al dens rod. Følge gangenes snoninger til højre og venstre i en sikker forvisning om, at jeg nok skulle nå frem til målet. Og efter en lille pause, da jeg nåede centrum, kunne jeg på samme måde gå ud igen.

Labyrintens gange var tydelige. Der var malet nogle sten- (eller kartoffel-!)lignende figurer, som skabte en fornemmelse af fasthed og tryghed omkring ruten. Og samtidig var gangenes grænser ikke mere faste og bestemmende end at det naturligvis var den letteste ting i verden forsigtigt at træde til siden, når vi - for vi var flere, der gik - mødtes i de relativt smalle gange.

Da vi allesammen var kommet igennem, satte vi os og udvekslede de netop indhentede erfaringer. Vi havde oplevet noget forskelligt. Fokuseret på forskellige aspekter. Tænkt forskellige tanker. Men vi havde allesammen oplevet. Allesammen fokuseret. Allesammen tænkt.


Di viste os til sidst, hvor nemt det er at tegne en klassisk labyrint. Det kan gøres på ganske få sekunder. Og hvis der ikke er en labyrint i nærheden, som man kan gå ind i med hele sin krop, så kan man faktisk få et "lyn-fix" ved bare at tegne labyrinten og evt. "let your fingers do the walking."


God fornøjelse!